2300happynews.dk

Amager – Kultur, guides, nyheder.

“Gods of Rap”: Wu Tang Clan, Public Enemy & De La Soul til Amager.

Wutang clan, Public Enemy & De la Soul stiller op til foto inden koncerten i Royal Arena.

Tre af rappens helt store grupper kommer til Amager og giver koncert i Royal Arena: Wu Tang Clan, Public Enemy & De La Soul.

Det bliver et legendarisk hiphop brag, når Royal Arena den 21. maj lægger scene til “Gods of Rap”. Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul har alle leveret musik, der ændrede hiphop-historien. Hver især har de legendariske grupper væltet alle verdens største koncertscener, så tilsammen er de tæt på et guddommeligt lineup.

De tre supergrupper har slået sig sammen for at fejre milepælene fra hiphoppens guldalder. Udødelige hits fra “It Takes A Nation of Millions…” fra Public Enemy og “3 Feet High and Rising” fra De La Soul har 30 års jubilæum og Wu-Tang Clans “Enter The Wu-Tang – 36 Chambers” er blevet 25. Det er tre af de absolutte hovedværker fra hiphop-historien, der er solgt i millioner og atter millioner af eksemplarer. De bliver genudgivet og streamet den dag i dag og regnes blandt de største, mest nyskabende, og geniale hiphop-album nogensinde. Musikhistorisk er det i samme liga som at opleve The Beatles fremføre “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”.

Wu-Tang Clan: genforenet og i stærkeste holdopstilling

Wu-Tang Clan brød igennem i starten af 90’erne og blæste verden omkuld med deres beskidte lyd fra slummen i ”Shaolin”, som de kalder Staten Island, New York. Aldrig før havde man hørt en gruppe med så mange fantastiske rappere gribe mikrofonen. Skabt af RZA sværmede klanen som dræber-bier og debuten “Enter The Wu-Tang 36 Chambers” (1993) er lige så rå som rapperne.

Musikken sprudlede af inspiration fra kungfu-film, rimene var de vildeste hørt hidtil. Gruppens medlemmer RZA, GZA, Method Man, Inspectah Deck, Raekwon The Chef, Ghostface Killah, U-God og Ol Dirty Bastard er i sig selv blevet solostjerner og alligevel er samlet, de er stærkest. Desværre gik Ol Dirty Bastard bort i 04, men alle nulevende medlemmer er med i lineuppet til “Gods of Rap” i Royal Arena.

Public Enemy: hiphoppens politiske talerør er mere relevant end nogensinde

Public Enemy er hiphoppens største rapgruppe nogensinde med et politisk budskab. Deres musik trækker tråde direkte til Malcolm X og The Black Panthers. Gruppen er anført den seriøse Chuck D, der med sin dybe bas bakkes op af hofnarren Flavor Flav. De to er så forskellige som Batman og The Joker og giver tilsammen en fantastisk dynamik.

Deres hovedværk “It Takes A Nation of Millions to Hold Us Back” kom i 1988 og lyden derfra gjorde at man med rette kunne kalde rap-musikken for afroamerikanernes CNN. I en tid med Black Lives Matter-bevægelsen i fokus og Donald Trump som præsident er der mere behov end nogensinde, for at høre Public Enemy stærke budskab og ikoniske slagord: “Fight the power!”

De La Soul: skaberne af alternativ, positiv rap fejrer 30-års-jubilæum

De La Soul er på mange måder det mest alternative rap-navn, der har eksisteret og supergrupper som Fugees og Outkast ville ikke være mulig uden dem. Numre som “Me, Myself & I” og “Ring, Ring, Ring” er klassikere, der repræsenterer den legesyge del af hiphoppen. Det er derfor helt naturligt, at de senere er blevet faste legekammerater med Damon Albarns Gorillaz

Trugoy, Posdnous og DJ Maseos gennembrud kom med det positive og vidunderligt skøre album “3 Feet High and Rising” i 1989. Det har altså 30-års-jubilæum i år, når De La Soul træder på scenen i Royal Arena.

DJ Premier mixer aftenen sammen

Showet bindes sammen af den legendariske DJ Premier. DJ’en fra Gang Starr er en af de mest anerkendte producere i hiphop. Han har lavet tonsvis af klassiske numre med alle fra Notorious BIG og Jay-Z til Snoop Dogg og endda Drake. Live er han en medrivende eksplosion af energi og rytme, så ingen kunne være bedre til at gøre scenen klar til “Gods of Rap”.

Aldrig herhjemme har vi oplevet et så imponerende hiphop-lineup, og der er ingen tvivl om, at mikrofonerne kommer til at eksplodere, når Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul krydser klinger til “Gods of Rap”.

Gods of Rap – Royal Arena

Tirsdag den 21. maj kl. 20.00

Billetpris: 550-910 DKK (+gebyr)

Billetsalg: fra den 1. februar kl. 10.00 via Ticketmaster.

Artikel sidst opdateret

FØLG 2300HAPPYNEWS