2300happynews.dk

Amager – Kultur, guides, nyheder.

Björk kommer til Amager

Björk royal arenaDen islandske sangerinde Björk tager hoppet fra Island til Amager med sin spektakulære og anmelderroste teaterkoncert i Royal Arena den 5. december 2019.

Tidligere i år fremførte den islandske verdensstjerne og multikunstner, Björk, otte totalt udsolgte teaterkoncerter på Manhattan i New York (USAs svar på Amager) som en del af sangerindens Cornucopia Tour. Den anmelderroste koncertrække er blevet beskrevet som et mesterværk og en af islændingens mest spektakulære optrædener til dato.

Den islandske verdensstjerne, Björk, er en multidisciplinær kunstner og innovatør på tværs af musik, kunst, mode og teknologi. Fra at skrive, arrangere og producere et bredt musikkatalog til at udforske virtual reality og digitale apps, har Björk gennem fire årtier inspireret, eksperimenteret og rykket grænserne for musikverdenen.

Anmelderost til skyerne

Koncertrækken er af flere medier blevet beskrevet som det mest avancerede, teatralske og ekstravagante koncertformat fra Björk til dato. Dazed Digital skriver om Cornucopia Tour: ”…indhyller fans i et sensorisk techno-akustisk utopia, der er fæstet sammen med et gribende sociopolitisk budskab om behovet for øjeblikkelig handling på klimakrisen”. Hos New York Magazines anmelder er der også begejstring: ”Björks Cornucopia er det vildeste visuelle værk i en koncert, som jeg nogensinde har set. Det er en af de mest utrolige opvisninger i lys og lyd, som nogensinde kommer til at kunne opleves på en scene i denne by”, og Brooklyn Vegan skriver: ”100 minutter med en nærmest overvældende bølge af lyde og billeder, et sandt festmåltid for sanserne og en ekstatisk hymne til naturen. Hendes stemme lød som altid helt utrolig og svandt aldrig i styrke gennem showet, som var det udledt af en uendelig kilde af kraft og energi”. Også medier som The New York Times, The Guardian og Rolling Stone er ekstatiske over Cornucopia.

Björk, visuelle effekter og 52 personers kor

Björks Cornucopia Tour er skabt af Björk med original musik co-produceret af Arca og instrueret af den kritikerroste argentinske filminstruktør, Lucrecia Martel, og griber fat i temaer som femininitet og klimaforandringer. Selv beskriver Björk Cornucopia-koncertrækken som ”et digitalt teater eller en sci-fi koncert”, hvor ”det akustiske og digitale mødes, støttet af en række samarbejdspartnere”. Koncertrækken er et kunststykke af en multimediekoncert med spektakulære visuelle effekter, overvældende videoinstallationer, omfattende lydopsætninger og et 52 personer højt kor. Udover materiale fra Björks lange karriere består koncertrækken især af numre fra albummet ’Utopia’ fra 2017, som hun ikke tidligere har fremført live.

Det bliver en helt magisk, spektakulær og tankevækkende oplevelse, der venter publikum, når den islandske verdensstjerne, multikunstner og ikon, Björk, bringer sin Cornucopia Tour til Royal Arena torsdag den 5. december.

Billetter til Björk: Cornucopia Tour i Royal Arena kan købes fra fredag den 6. september kl. 10:00 via ticketmaster.dk. Det er en fuldt siddende koncert med nummererede siddepladser.

Artikel sidst opdateret

FØLG 2300HAPPYNEWS