2300happynews.dk

Amager – Kultur, guides, nyheder.

AMAGER LYSER – en urban lyskunstvandring i mørket

Fra den 1. – 23. februar lyser Amager op med poetiske, interaktive, drømmende og tankevækkende udendørs kunstinstallationer til Copenhagen Light Festival. Værkerne udgør det samlede værk “Amager lyser” der kan opleves i en lang sammenhængende rute eller enkeltvis.

Amager Lyser består af 12 unikke lysinstallationer skabt af nye og etablerede lyskunstnere. Udover helt nye værker, skabt særligt til årets lysfestival, inkluderer ruten også eksisterende lyskunstværker på Amager. Værker, der måske bliver overset i hverdagens faste rytmer og rutiner.

Du kan udforske lysværkerne ved at følge Amager Lyser, en lyskunstrute, der tager dig med gennem Amager fra Islands Brygge til Lergravsparken, til fods eller på cykel.

Lyskunstinstallationerne interagerer med facader, bygninger, træer, jernbanespor og vinduer og inviterer dig til at se og opleve Amagers kvarterer i et nyt lys i vintertidens mørke.

Amager Lyser

Du kan se og downloade ruten som PDF her

 

Tag på en guidet cykeltur rundt på Amager Lyser

Det amagerkanske firma Becopenhagen arrangerer guidede ture på Amager torsdage, fredage, lørdage og søndage i løbet af Copenhagen Light Festival.
Turen varer ca. 3 timer (kl. 18-21), hvor du bliver guidet af erfarne og passionerede guider, der er specialister indenfor byrum, arkitektur og kultur. Becopenhagen tilbyder gode cykler til alle, så det er nemt kan komme rundt.
Pris for guidet tur med Becopenhagen: 250 kr. pr. person
Børn mellem 12 – 17 år: 125 kr. Prisen inkluderer cykel, hjelm og en flaske vand.
Turen starter og slutter ved Nikolajs Plads i Indre By.

Læs mere om datoer og køb billet her

Artikel sidst opdateret

FØLG 2300HAPPYNEWS