FLERE NYE BODER PÅ BROENS GADEKØKKEN

Broens Gadekøkken, der åbnede officielt den 27. april 2017 ved Inderhavnsbroen på Christianshavn, udvider nu menuen med flere madboder og tæller nu 10 madboder og fire barer – de tre nye madboder
er:

Pizza Bro

Bag den nye pizzabod står grundlæggere af Cofoco Torben Klitbo, der nu har kastet sin kærlighed på velsmagende italiensk pizza. Hos Pizza Bro er bunden lavet af økologisk surdej og bagt i en stenovn på 400 grader på brænde af fx birketræ eller bøgetræ. Gæsten kan vælge mellem to slags klassiske toppings: Tomatsauce, salame piccante eller kartofler med rosmarin og
mascarpone.

Kejser Sausage – Øko-Hotdogs

Inspireret af den legendariske film The Usual Suspects kan hotdog-elskere nu vælge mellem forskellige økologiske hotdogs og skylle hele herligheden ned med en økologisk og bæredygtig kakaomælk, når kokken Henrik Jyrk (IBU og Mak-Cik by IBU) og vennen Glenn Kejser byder velkommen i deres fælles hotdog-bod på Broens Gadekøkken. Opskriften på de økologiske
pølser er udviklet af Michelinkokken Thomas Rohde og er lavet af enten svinekød eller oksekød fra fritgående dyr, krydret med enten urter eller muskatblomme. Derudover består hotdoggen af økologisk briochebrød og toppes med økologiske rødløg, der er marineret i økocitron inspireret af cubanske opskrifter. For at spice hele herligheden op kan man vælge mellem to
slags hot sauces, to slags sennep, to slags ketchup – fx øko ketchup eller æble-rødbedeketchup.
Traditionen tro slukkes tørsten i en kakaomælk. Hos Kejser Sausage serveres øko-chokolademælk fra Mark Hermann Chocolate, som er lavet med omtanke for miljøet, truede dyrearter og gode forhold for kakaobønderne.

Palægade Smørrebrød

De er kendt for deres udsøgte smørrebrød hos Restaurant Palægade, nu åbner holdet bag en bod med velsmurt smørrebrød på Broens Gadekøkken – her kan gæsterne også nyde snaps og hjemmelavet økologisk citronvand på fad. Smørrebrødsjomfru Karina Pedersen har med lidt gastronomisk stjernestøv fra Formel B udviklet menuen både hos Restaurant Palægade og
Palægade Smørrebrød. Alt lige fra rugbrød til remolade er hjemmelavet. På menuen vil der være fire slags smørrebrød at vælge imellem: Pebermarineret sild – en klassiker, der har været på Palægade-menuen, hønsesalat (kød fra fritgående høns fra Gråsten) med friske asparges på sprød toast, sprødstegt rødspætte med hjemmelavet remoulade og citron, kartoffelmad med nye
danske kartofler, mayonnaise og purløg. Efter kl. 17.00 kan man også nyde tarteletter til aftensmad med høns i asparges, præcis som mormor lavede dem. Menuen består således både af velkendte Palægade klassikere og smørrebrød baseret på sæsonens råvarer.

 

Læs mere om Broens Gadekøkken og de øvrige boder her

Mere af samme skuffe