AMAGER BØRNEMUSIK FESTIVAL

Skolernes vinterferie i uge 7 byder igen i år på en lang række koncerter for børn i alle aldre – og deres voksne på Amager.
Ni amagerkanske kulturhuse og biblioteker er for sjette gang gået sammen om at stable et overdådigt festivalprogram på benene.

 

Ni dage med musikalske oplevelser

Der er gode oplevelser for krop, ører og hjerne med musik og workshops fra fjerne egne, gamle dage og fremtiden. ”Selvom programmet er mangfoldigt og stritter i mange retninger har vi som arrangører en fælles mission i ønsket om at bringe den levende musik ind i børnenes liv. Vi præsenterer 9 dage med musikalske oplevelser for store og små, hvor man både kan opleve det store sus og fællesskabet ved koncerten i Amager Bio, selv prøve kræfter med sang og dans i mindre sammenhænge, musikalske legestuer hvor man kan krybe, kravle og sanse. Målet er at børn i alle aldre skal have mulighed for at lytte,
lære og lege med musikken” fortæller projektleder Søs Nielsen fra Børnekulturhus Ama’r.

 

Bredt program

Og når man bladrer igennem programmet får man en fornemmelse af bredden i programlægningen. Årets største satsning er familiekoncerten med Wafande i Amager Bio.
Festivalen skydes i gang lørdag den 10. februar med Kutimangoes på Ørested Bibliotek – det er afrobeat for fuld udblæsning. Man kan desuden opleve Klods Hans som opera i foyeren til Operahuset, komme til Babykoncert på Islands Brygge eller lære at danse polka ved et godt gammeldags Bal i Børnekulturhuset og meget meget mere. Oveni er der gratis workshops i afrikansk dans, det særprægede elektroniske instrument theremin og musical-sang i Børnekulturhus Ama’r. Rytme-workshop og musik og dans i
Kvarterhuset og jungletrommer i Kulturhuset Islands Brygge. Det farvestrålende program er på gaden, men man kan også følge festivalen på facebook.

Arrangører: Bibliotekshuset Rodosvej, Børnekulturhus Ama’r, Det kongelige Teater, Prismen, Kulturhuset
Islands Brygge, Kvarterhuset, Solvang Bibliotek, ZeBU og Ørested Bibliotek

Læs mere og se hele programmet her

Mere af samme skuffe