AMAGER BIO BYGGES OM

I løbet af 2018 skal Amager Bio istandsættes og forbedres. Fra 1. marts til 15. november vil koncertsalen derfor være lukket på grund af ombygningen.

Bedre forhold og pads til flere

Når Amager Bio står færdig, bliver det med et helt nyt indgangsparti; flere toiletter til både herrer og damer; én samlet publikumsgarderobe til erstatning for de to små, dårligt placerede, som findes i dag; samt en mindre publikums-kapacitetsudvidelse. Musikerne og produktionsfolk får også glæde at et ombygget Amager Bio med b.la. flere bade- og backstagerum samt en lydsluse på sceneindgangen, som har været ønsket længe.

Projektet indbefatter ikke bare den gamle biograf, men også de bygninger der støder op til og som huser det selvstændige børne- og ungdomsteater ZeBU. Det betyder, at man efter ombygningen kan samtænke de to scener med en fælles foyer som samlingspunkt.

Musikken spiller videre

Selv om bygningen vil være lukket i en tid, vil Amager Bio under navnet ”Amager Bio On Tour” arrangere koncerter rundt omkring i regionen med den faste samarbejdspartner Musikforeningen 5-øren – eksempelvis Chick Corea i Kulturværftet i Helsingør, Desiigner i Den Grå Hal i København og Will Hoge på lillebror-scenen BETA (som ikke bliver berørt af byggeriet).

Sidste chance for at opleve “gamle” Amager Bio

Men inden ombygningen skal bioen lige igennem tre koncerter med Kim Larsen (Udsolgt), koncerter med Rickie Lee Jones, Grandmaster Flash og Roben & Knud.

Om projektet bag

Ombygningen af Amager Bio og ZeBU er tredje og afsluttende etape af et større projekt der har tilvejebragt Børnekulturhus Amager, Musiktorvet og en ombygning af torvets centrale bygning, der huser spillestedet BETA – under et: Amager Kulturpunkt. Initiativtagerne bag var blandt andre Områdefornyelsen i Øresundsvejkvarteret og Københavns Kommune. Ombygningen er finansieret af Københavns Kommune.

Læs mere og følg med i processen her

Mere af samme skuffe